fredag den 15. august 2014

Samtale med historiker Ditte Kock

Historiker v. Historiecenter Dybbøl Banke - Ditte Kock

Mødet med Ditte Kock fandt sted fredag d. 8. august 2014, og det gjorde mig klogere på Historiecenteret og deres baggrunde for deres udstillingsmetoder. Jeg fik ligeledes også at vide, at Historiecenter Dybbøl Banke faktisk ikke er et museum. For at være kategoriseret som et museum, får man støtte fra Kulturministeriet – Historiecenterets støtte kommer fra Undervisningsministeriet. Desuden er langt størstedelen af udstillingerne på Historiecenteret rent ud sagt rekonstruktioner. Der findes ganske få originaler, men dette skal også ses i lyset af, at stedet er bygget sådan op, at der foregår aktiviteter, hvor gæsterne blandt andet kan iklæde sig en 1864-soldateruniform og være en aktiv del af oplevelsen på Historiecenteret. Denne risiko vil man ikke løbe med originaler, forståeligt.

Adspurgt omkring stedets pædagogiske linje, svarer Ditte Kock, at der ikke er ansat nogen pædagoguddannet til at tilrettelægge dette. Men på Historiecenteret har man bevidst valgt, at stilen er levendegørelse samt deltagelse, hvor børn såvel som unge og voksne er deltager så meget som de kan ud fra sikkerhedsmæssige krav og muligheder. Målsætningen med dette er netop at lege historien ind i hukommelsen.

Jeg får at vide, målgruppen for Historiecenter Dybbøl Banke er bred. Historiecenteret henvender sig til folk med en historieinteresse. Men det er forskelligt, hvem der ankommer i forhold til sæson. I højsæsonen er det typisk familier/børnefamilier, der kommer, hvorimod der i lavsæsonen typisk køres skoleforløb. Skoleforløb er, når en skoleklasse eller en gruppe elever kommer med deres underviser, og skal lære om 1864 – Slaget ved Dybbøl.

Derudover er det også at købe pakkeløsninger, hvis man er en større gruppe. Disse er også mere udbredte i lavsæsonen.

Prismæssigt er der en forskel fra højsæson til lavsæson, da der om sommeren – i højsæsonen – er flere aktiviteter og boder i lejrpladsen på historiecenteret. Formidlingen er gjort mere børnevenlig her, for at tilpasse sig højsæsonens målgruppe. I lavsæsonen er der ikke så mange aktiviteter, men ved pakkeløsninger og skoleforløb er der mulighed for at gøre klar med nogle aktiviteter, for at tilpasse sig gæsterne. Det er også i antallet af aktiviteter fra høj til lavsæson som synliggør tilpasning til målgrupperne.

I forhold til handicaphensyn, fortæller historiker Ditte Kock, at der i bund og grund ikke gøres de store fysiske hensyn. Dette skal ses i lyset af, at historiecenteret som tidligere nævnt formidler gennem levendegørelse. Det vil netop sige, at formidlerne på stedet er klædt ud i datidens tøj (eller rekonstruktion af samme) og er i rolle. Derudover vil det endnu vigtigere også sige, at omgivelserne omkring og ved historiecenteret er bygget op til at være så realistisk som muligt. Og 1864-realistisk i skanserne på Dybbøl Banke er, at det er bakket, der er grus og det kan være svært at komme rundt med eksempelvis en kørestol.
Historiecenteret har dog en elevator, som gør det lidt nemmere at komme tættere på oplevelserne for de gangbesværede. I forhold til kanonfortællingen er der sikkerhedsmæssige hensyn, der skal tages, hvor publikum skal stå en bestemt afstand fra affyringen. Dog tages der et specielt hensyn til gangbesværede som får lov til at blive stående på kanonfortællingens første post med udkig til affyringen.


Dog tages der hensyn til psykiske diagnoser. Det vil sige, at der laves skoleforløb specielt til specialklasser, hvor aktivitetsforløbene er gjort kortere og der tages hensyn til at visse lyde kan være triggere for negativ adfærd. Dette er noget, der tages hensyn til på baggrund af den samtale der findes sted, når et sådan besøg planlægges. Ditte Kock fortæller også, at de efterhånden er rigtig gode til at spotte de grupper, hvor der er brug for specielle hensyn. ”Er der fire voksne til seks børn, er vi ret sikre på der er tale om et hold med specielle behov,” fortæller Ditte Kock. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar