Jeg har gået og tænkt meget over, hvad mit naturfænomen skal være. Synes det er svært, for naturfænomener er jo "bare" noget, der sker omkring os hver dag, uden vi måske/måske ikke er opmærksomme på, at det sker.
Jeg gik lidt i tanker om at have med vind at gøre, men jeg synes det er svært, da det afhænger meget af de børn, man har med at gøre, og det miljø de færdes i. Med andre ord er det sgu lidt et sats, hvis man vil afvente et barns eget initiativ. Efter skolereformen er børnene i vores SFO ikke ude hver dag, med mindre de skriver sig op til det. Desværre, kan man så sige.
Men så slog det mig, da jeg smed mig op på cyklen i dag på vej på arbejde. Tyngdekraft! Og så ville skæbnen selvfølgelig, at et barn nævnte noget indenfor emnet i dag, så: biotop 6 opgaven kommer til at omhandle tyngdekraft.
Jeg går i tanker omkring aktivitet(er), og har allerede fortalt kollegerne, at jeg ønsker at være i værkstedet, når jeg har aktiviteterne forberedt.
Jeg overvejer at finde frem til nogle ting i SFO'en, som kan tåle at blive "tabt" og så skal vi undersøge faldforskelle, og undersøge, hvorfor eksempelvis fjer måske (!!!) falder langsommere end sten, osv. Her kunne det bestemt også være interessant at se om de der "helikoptere", som børnene altid leger med, stadig ligger ude på legepladsen, og inkludere disse. Derudover OVERVEJER jeg, om det vil være relevant også at finde ud af, hvorfor nogle ting så ikke falder, når de er oppe - som eksempelvis en hjemmelavet drage, som jeg tænker, jeg kan lave med børnene. Dette berører dog også vind, men i høj grad også tyngdekraft.
Dette er en aktivitet, som jeg IKKE tænker tilfældige børn skal være med i. Det kunne det godt være, men det er nemmere at skabe et roligt, undrende og nysgerrigt miljø, hvis den gruppe børn, der er med, ikke render til og fra. Altså med andre ord - at de får mulighed for at fordybe sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar