Ifølge min indkøbte opslagsbog kan jeg fortælle om denne plante, at den (formentlig - jeg vil holde lidt øje med den, da der åbenbart er 4 sider i bogen fyldt med blomster, der ligner!) hedder Rød Tvetand, og den er en almindelig blomst. Man kan finde Rød Tvetand på kyster, markområder og i byer.
Rød Tvetand er fremme fra april til september og er en del af læbeblomstfamilien. Læbeblomstfamilien er navnligt karakteriseret ved, at blomsterne på planten er formet af et bæger, hvor kanterne ligner læber. Læbeblomster er tvekønnede.
Bladene på blomsten ligner takkede hjerter, og blomsterne er lilla. Rød Tvetand bliver mellem 10 til 35 cm høj, hvor kronen i sig selv er ca 10-20 mm lang.
Det latinske ord for Rød Tvetand er: Lamium Purpureum
Ovenstående har jeg lært gennem bogen
"Flora i farver", som er en del af Politikkens
Naturguider. Blomsten fandt jeg på min
biotop, Trillen v. Høruphav, og
billedet er derfor mit eget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar